Australien

Vi er nu ved at gøre os klar til at forlade Brisbane. Vi har haft en travl uge med masser af forberedelser.

Den eneste pause for Kasper var på hans dykkertur i går. Det var en rigtig god tur og endda i en god sags tjeneste: Pernille fik fred til at læse lektier

Vi sejlede ud fra Redcliffe, der ligger lidt nord for Brisbane. På vejen til første dykkersted nord for Moreton Island så vi nogle hvaler bryde overfladen og så de karakteristisk blæs når de åndede.

Første dyk var på en undersøisk klippe der bliver kaldt Gotham City, da der tit er mange Batfish. Vi fulgte ankerkæden nedad til bunden på omkring 38 meters dybde og forventede at finde Gotham City stik vest. I stedet var der ikke andet end sand så langt vi kunne se. Det stod hurtigt klart hvorfor – ankerkæden var ikke rullet langt nok ud, så ankeret gled langsomt hen over sandbunden uden at tage fat. Vel oppe i båden meddelte skipper os at han ville give os to dyk på Flinders Reef som plaster på såret.

Flinders Reef var super flot, et rigtigt koralrev lige på grænsen mellem de subtropiske og tempererede vande. Beliggenheden giver en utrolig artsrigdom med tropiske fisk fra Great Barrier Reef, såsom Nemo og Dory (klovnfisk og kirurgfisk), og bløde og hårde koraller samt en hel del arter fra tempererede egne. Vi så masser af fisk, flotte koraller og kæmpemuslinger, en stime 10-armede blæksprutter, havskildpadder og sidst men ikke mindst en wobbegong haj.

Som tidligere nævnt betyder wobbegong “shaggy beard” på Aboriginal australsk, og hentyder til skægget hajen har omkring munden. De er ret så nuttede når de ligger og gemmer sig mellem sten eller under et udhæng, men man skal holde fingrene for sig selv. De er ikke blege for at bide nysgerrige dykkere der hiver dem i halen. Jeg modstod fristelsen og nøjedes med at tage nogle billeder af hajen.

Sidste lørdag tog vi på tur med et par venner op til et buddhistisk center kaldet Chenrezig. Vi skulle tidligt op, selvom det var lidt hårdt – aftenen før havde vi været ude og feste med nogle af Pernilles studiekammerater og det blev lidt sent.

Yin hentede os inde i byen og køreturen op til Sunshine Coast tog godt og vel halvanden time; ad motorvej det meste af vejen og små snoede veje igennem tæt skov det sidste stykke. Da vi var kørt et par kilometer på grusvej og havde kigget efter koalaer og kænguruer (uden held), kom vi til det buddhistiske kloster midt i skoven.

Den første besøgende vi mødte var en nonne i røde gevandter, uden et hår på hovedet. Sangay snakkede lidt med hende på nepalesisk, før vi gik videre og ind på det hellige område. Hun kan tale begge sprog, da bhutanesisk Dzongkha ifølge hende minder meget om nepalesisk, men vi forstod selvfølgelig ikke en pind.

En stor stupa markerede indgangen til klosteret og vi fik at vide at man skulle gå venstre om den og at det var en generel regel: altid venstre om alting (altså med uret). Et skilt foran stupaen viste også de vigtigste regler frem (se billede). En vigtig pointe var at man ikke må slå ihjel, selv ikke det vi moderne mennesker betegner som skadedyr. Af samme årsag var der påmindelser på toiletterne, der mindede folk om at slå brættet ned, så der ikke var nogle uskyldige insekter der led druknedøden.

I træerne hang bedeflag i forskellige farver; flagene hænger man hvor der er meget vind, da bønnerne der er skrevet på dem bliver sendt af sted når vinden bevæger flagene. Sangay bemærkede at det føltes meget hjemligt, da det grønne område med flag og statuer mindede hende om Bhutan.

Vi kom forbi to bedehjul i forskellig størrelse. Disse hjul er fint dekorerede cylindre der er fyldt med bønner og som kan drejes (med uret naturligvis) for at ’afsige’ bønnerne der ligger inden i. Ligesom flagene er det en måde at automatisere sin bønner på, så man kan få afsagt så mange som muligt når man besøger sit lokale kloster.

Klosterets gompa (en bygning til meditation og undervisning) var udsmykket med farverige ornamenter, silke og statuer. Der var en særligt fin statue af guden for velstand der var belagt med guld og billeder af fremtrædende personer, såsom Dalai Lama. Vi så også statuen af guden Sangay inde i Gompaen. Sangay betyder ’The Enlighted One’.

Vi besøgte bagefter deres have kaldet ’Garden of Enlightenment’, der var anlagt rundt om et tempel med store stupaer på taget. Templet var ikke bygget helt færdigt, da alle midler til byggeriet kommer fra donationer, men det var allerede fint dekoreret nogle steder. Vi holdt en improviseret picnic i haven og nød det gode vejr.

På vejen hjem stoppede vi i Mooloolaba for at spise en is og gå en tur på stranden.

Vi har nu modtaget de forarbejdede safirer som vi gravede frem da vi var i Gemfields. De facetslebne grønne safirer er ret fine. Den ene er lavet til et vedhæng og den anden er indtil videre i løs vægt.

Halssmykket med med den røgfarvede safir er blevet pænere end vi havde regnet med; sergentstriberne er tydelige når man holder stenen op imod lyset.

Mange ting virker større i Australien, nedbøren for eksempel. Vi var vidner til den vådeste dag i 17 år (89 mm regn på 24 timer), med ca. 222 mm i alt her i CBD, fordelt over de tre dage regnen varede. I Beerburrum længere nordpå fik de 302 mm på 24 timer. Regnen fyldte over et års vandforbrug i systemet af damme der bruges til drikkevand her i Queensland.

De store mængder vand medførte oversvømmelser nogle steder, men i centrum mærkede vi ikke rigtigt noget til det. Kloakkerne er dimensioneret til at håndtere det, så der var hurtigt tørt igen da regnen stoppede. Længere uden for byen gav vandet problemer pga. oversvømmede veje mv.

Solen skinner i Brisbane i dag og det er tørt i gaderne, det eneste tegn på de sidste par dages regnvejr er den høje vandstand i floden. Vandet har vasket grene, affald og andet vraggods ud i floden, hvilket gør at katamaran vand-busserne ikke kan sejle i dag.

Længere sydpå, i New South Wales regner det nu kraftigt og der er fare for oversvømmelser der nede. Vejrudsigterne fortæller at der værste nok er overstået og at lavtrykket er på vej ud over havet. Vi venter spændt og ser hvad der sker

Dag 5. Vi ankom til Cape Hillsborough National Park om aftenen på fjerdedagen og blev mødt af kænguruer og wallabies. Vi havde godt hørt at der skulle være nogle kænguruer der holdt til på stranden, men vi havde ikke forventet at vi skulle køre slalom imellem dem på campingpladsen. Efter at have parkeret camperen måtte vi ud at se på stedet, så vi gik en lille runde på pladsen. Pludselig var der noget der puslede omkring vores fødder, og da vi kiggede ned var der en lille bitte baby kænguru, der hoppede rundt omkring os og var nysgerrig. Ved siden af stod dens mor og holdt øje med den lille eventyrer – ungen var dog ikke mere modig end at den skyndte sig at hoppe tilbage i mors bukselomme, da vi bøjede os ned for at hilse på den. Inden vi nåede tilbage til camperen nåede vi også at se tre possums blive håndfodret af en af fastliggerne. Det så ud som om det var helt rutine – en lidt ældre dame gav dem hver en bid at spise og klappede dem efterfølgende på ryggen. Det så dyrene ud til at have det helt fint med. Pernille ville derfor hilse på dem bagefter, men da hun ikke havde nogle godbidder forsøgte en af possumerne at tage en bid af hendes finger i stedet. Hun nåede dog at trække hånden til sig i tide.

Vi så desværre en hel del trafikdræbte kænguruer på vores tur. Det var ikke noget rart syn, når man har klappet og håndfodret deres artsfæller og derfor ved hvor kære og imødekommende de kan være. Imens vi kørte så vi kun en enkelt levende kænguru hoppe i vejkanten, den var ret stor så den havde nok forvoldt store skader på bilen hvis vi havde ramt den. Netop af denne grund havde mange af de biler vi mødte et stort ”kænguru-gitter” foran, til at pløje dyreliv ned med.

Næste morgen tog vi en gåtur i nationalparken for at kigge på en gammel fiskefælde som nogle Yuipera aboriginals havde konstrueret den gang de boede der. Vi blev dog slemt skuffede for vi kunne absolut intet se af den berømte fælde. Endnu en gang måtte vi slukørede vende om uden at have set sporene af det australske urfolk. Da vi kom tilbage til campingpladsen måtte vi jo lige høre, om vi bare havde misforstået noget, men der var en ganske naturlig forklaring. Fiskefælderne bestod nemlig af nogle diger i vandet, som fiskene bliver fanget bagved når tidevandet trækker sig tilbage – og grundet højvande var de derfor slet ikke synlige før sidst på dagen! Så dagens største oplevelse blev i stedet kåret til at være en golden orb edderkop (ja, dem der kan fange små fugle) på størrelse med en udstrakt hånd, og en masse sommerfugle. 

På vejen fra Cape Hillsborough provianterede vi ved et lille frugtudsalg i vejkanten – det virker lidt som derhjemme, om end produkterne ikke er helt de samme. Høst: fire enorme dragefrugter!

Dag 6. Turen fra Townsville til Cairns var meget varm, selvom vi havde aircondition i bilen. Solen bagte ind på os igennem forruden, så det var lidt som at tage solbad: det er meget rart i starten men efter et par timer vil man hellere ind i skyggen. Generelt undervurderede vi hvor lang tid det ville tage at tilbagelægge et givent stykke vej. Afstanden og hastighedsgrænserne lader én tro at det kommer til at tage en overkommelig mængde tid, men i realiteten tager det gerne over en tredjedel længere pga. pauser, vejarbejde osv., og endnu en gang viste det sig at være en meget længere tur end først antaget.

Man kunne efterhånden fornemme at vi var kommet et godt stykke nordpå. Det var gradvist blevet varmere og solen gik nu ned en time senere i forhold til i Brisbane! Denne dag var den varmeste vi havde oplevet længe, så vi havde brug for at køle lidt af. Vi havde fået et tip om at en Billabong (vandhul med ferskvand) kaldet Alligator’s Nest skulle være et rigtigt rart sted at køle af. Efter at have passeret et utal af skilte i vejkanten med ’ROAD SUBJECT TO FLOODING – INDICATORS SHOW DEPTH’ i løbet af de seneste dage skete det endelig; vi kørte ind gennem noget skov af en smal vej og pludselig endte vejen i en mindre flod. Vi stoppede og billisten bagved os begyndte at dytte af os. Han havde en stor pickup med snorkel, så han kørte bare igennem. Vi måtte vende om pga. den oversvømmede vej og fandt et sted længere nedstrøms hvor vi kunne soppe lidt. Det blev dog en kort fornøjelse da vi lynhurtigt blev spist af nogle særdeles blodtørstige myg.

Da vi nærmede os Cairns begyndte trafikken at tage til og vejene blev bredere. Til sidst var der så mange biler at det som at køre i Brisbane. Så meget for en hyggelig lille havneby!

Dag 7. Efter mørkets frembrud, var vi ude i Daintree National Park og se et middagsshow kaldet ’Flames of the Forest’. I en lysning i regnskoven var der dækket op under en sejldug, så man sad faktisk udendørs og spiste. Før i tiden havde der ikke været nogen sejldug, men det havde vist sig upraktisk idet slanger og andet godt havde det med at falde fra trænerne og ned i folks mad. De store træer var oplyst og gav sammen med lækker mad og et Aboriginal show med didgeridoo og dreamtime fortællinger en fantastisk stemning. Vi hørte en fortælling om en vandrotte og en and, der sammen opfostrede de første andenæbdyr (platypus).

Dag 8. Vi afleverede vores campervan og tog med en turbåd ud til Great Barrier Reef. Kaptajnen satte båden på autopilot og sejlede skævt ind over de ret store bølger, med megen gyngen til følge. Han var ligeglad, han havde sikkert en tidsplan at holde. Vi endte med at navngive båden ’Brækbåden’, da størstedelen af gæsterne ikke var særligt søstærke. Pernille klarede turen ved at sove og Kasper ved at snakke med nogle dykkere oppe i styrehuset. Vi fik snorklet først på dagen og blev siden hen overført til den anden båd hvor vi skulle overnatte de næste par dage. På den anden båd gyngede det næsten ikke og der var kun søvante folk ombord.

Dag 9. Der var morgenvækning ti i seks og Kasper tog ud på første dyk. Kasper så et par dragefisk der holdt til på revet under båden. Pernille blev i sengen og vi mødtes til morgenmaden. Vi snorklede sammen efter morgenmaden, og vi så en havskildpadde og en masse flotte koraller og farvestrålende fisk. Kasper fik dykket igen på en lodret rev-væg og mødte en napoleon wrasse på over en meter der gerne ville klappes. Efter mørkets frembrud var det blevet tid til et natdyk. En masse småfisk var blevet tiltrukket af lyset fra båden, hvilket medførte at større rovfisk og hajer også kom helt op til overfladen. Det var et flot syn at se de mange store fisk cirkulere i overfladen og endnu mere imponerende når man var under vandet sammen med dem. Man hang dér i mørket med sin lommelygte og lyste rundt og pludselig fik man øje på et par øjne der reflekterede lyset. Da de kom tættere på kunne man se den grå silhuet af en haj. Dag 10 og 11 forløb stort set som dag 9 – masser af dykning, snorkling og solbadning, indtil vi om aftenen dag 11 blev sat i land i Cairns igen.

Dag 12. Vi stod op klokken fire om morgenen og tog et fly tilbage til Brisbane. Kasper tog direkte på arbejde og Pernille tog over på skolen for at forberede sig til de første timer i den nye undervisningsperiode. Vi var lidt flade om aftenen, men enige om at det havde været en fantastisk god tur.

Nu er vi endelig hjemme i Brisbane igen, efter en oplevelsesrig tur i Pernilles velfortjente ferie fra skolen. Faktisk har vi oplevet så meget at vi har besluttet os for at dele indlægget op.

Dag 1. Vi stod tidligt op lørdag morgen for at hente vores lejede Jucy camper. En Jucy camper er en lille varevogn med køleskab, gasblus og plads til at man kan sove. Bilen virkede forholdsvis ny og dermed mente vi at risikoen for at den ville bryde sammen på turen var lille. Der er mange firmaer der tilbyder campervans og de billigste er en camperversion af lej-et-lig: en gammel varevogn der er overmalet med graffiti og nærmest klar til at blive skrottet. Det syntes vi alligevel var lige en tand for ulækkert, når man trods alt skal sove i dyret.

Lørdag var også Anzac day. Anzac er betegnelsen for den fælles styrke fra New Zealand og Australien der deltog i 1. verdenskrig. Anzac day er nu australsk helligdag hvor man mindes alle de soldater der har været i krig, og dagen falder på årsdagen for slaget ved Gallipoli i Tyrkiet. Dele af centrum i Brisbane blev spærret af, da der skulle være stor parade og vi så mange mennesker i gallauniformer eller deres stiveste puds, bærende på blomsterkranse. Vi fandt senere ud af, at der havde været omkring 20000 mennesker til en mindehøjtidelighed på Anzac square, der er en park med et mindesmærke lige ved central-stationen.

Vi skyndte os ud af byen før der blev spærret helt af og kørte op til Rainbow Beach. Rainbow Beach er opkaldt efter de stejle, farvede sandskrænter der hæver sig bagved stranden. De varierer fra lys sandfarvede til rødlige eller brune nuancer. Det var meget varmt så vi fik os en rigtig god is, før vi gik en tur igennem skoven til en stor vandreklit kaldet Carlo Sandblow. Man kunne se fra kysten og milevidt ind i landet. Derefter kørte vi videre nordpå og ankom til Town of 1770, hvor vi tilbragte natten på en campingplads.

Dag 2. Næste morgen var det tid til en sejltur fra Town of 1770 til Lady Musgrave Island, der er en koralø med en stor lagune. Øen er den næst-sydligste i Great Barrier Reef, der bugter sig 2600 km nordpå, hele vejen op forbi Cairns til Torres strædet syd for Papua Ny Guinea. Vi gik en tur inde på øen hvor vi så fuglearten ”Noddy Terns” og Pisonia træer med et underligt symbiotisk forhold. Fuglene bruger træerne til at yngle i og træerne bruger fuglene til at sprede deres frø. Desværre er frøene meget klistrede og sætter sig fast i fuglenes fjer, resulterend i at nogle af fuglene dør fordi de ikke længere er i stand til at flyve ud og søge føde. Den døde fugl virker dermed som gødning for frøene. Vi følte os hensat til en lille udgave af øen Baltra (også kendt som North Seymour) i Galapagos øgruppen, minus lavaen; jorden var dækket af guano og fugleunger sad uforstyrret i deres redehuller på jorden. Snorklingen i lagunen var ok, men sigten var ikke optimal pga. tidevandet. På vejen hjemad stoppede kaptajnen pludseligt båden, så vi kunne se nogle mantarokker der vinkede til os i overfladen.

Om aftenen kørte vi til Rockhampton, der er kvæghovedstaden i Queensland. Vi ankom lidt sent, så de steder der serverede de berømte bøffer var desværre lukket. Byen havde lidt af en “det vilde vesten”-stemning med en masse skilte og statuer af kvæg i gadebilledet.

I visse dele af Queensland har man store problemer med de fredede krokodiller (krokodillerne har nemlig ikke fredet os mennesker), og på campingpladsen så vi et skilt med advarsel om krokodiller i floden. Vi holdt os pænt på afstand af floden, da vi har hørt nogle skræmmende historier om folk der er blevet spist.

Dag 3. På vej vestpå mod området kaldet Gemfields, kørte vi op til toppen af et taffelbjerg i Blackdown Tablelands National Park. Bjerget er 600 meter højt og ligger helt alene på en flad slette, så der var fantastisk udsigt fra toppen. Vi gik en tur i skoven hvor vi kiggede efter koalaer. Vi fandt ikke nogle, men nød turen og det flotte vejr. Området huser nogle endemiske dyre- og plantearter, bl.a. “the Blackdown Monster” der er et insekt der lever i jorden og kommer op når det har regnet. Da solen bagte fra en skyfri himmel, så vi selvsagt ikke nogle af disse ”monstre”.

På vejen ind til Gemfields stiftede vi også for første gang bekendtskab med de australske godstoge. I Australien udvindes en del kul, og det skal jo transporteres væk på en eller anden måde, resulterende i nogle enormt lange godtog. Vi talte ikke vognene, men vi vil skyde på at der var over 100 vogne – der var vogne så langt øjet rakte, og det blev ved, og det blev ved, og det blev ved…

Vi ankom sent på aftenen til Gemfields regionen via byen Emerald, hvor vi fik junkfood fra Red Rooster. Det er en kæde af fastfood restauranter der laver mad med kylling. Vi valgte det da vi ville prøve noget australsk, og kylling plejer at være mere sundt end så meget andet (og australierne er generelt set også ret sunde), men det var desværre hverken særlig lækkert eller særlig sundt. Maden var enten friturestegt eller grillet, så vi valgte den sædvanligvis sunde grillede kylling, men desværre var disse varianter indsmurt i en tyk sovs af mayonaise, måske for at kompensere for den manglende panering med tilhørende højt fedtindhold. Konklusion var klokkeklar: Red Rooster var det ulækreste mad vi længe har fået, og kan absolut ikke anbefales.

Vi kørte videre gennem byen Sapphire til Rubyvale hvor vi indlogerede os for natten på Bedford Gardens Caravan Park. Den ældre dame som ejede stedet var meget hjælpsom og hjalp os med information om mulighederne for at komme ud at grave efter ædelstene i området. Hun var nok omkring 80 år gammel, men hyggede sig stadig med at drive campingpladsen. Hun var så fin, at vi døbte hende ’Lady Bedford’.

Dag 4. Vi blev vækket omkring solopgang af de hvide kakaduer (cockatoos) med gule hanekamme der sad i træerne omkring os, og opdagede til vores store fryd, at campingpladsen i dagslys mest af alt mindede om en stor, fin have fyldt med træer og blomster. Haven var her lige efter daggry fyldt med fugle, og vi så også nogle kakaduer med rosa bryst og selvfølgelig de farverige lorikeets.

Efter lidt bananbrød og appelsin-mango juice til morgenmad var det ud i vildmarken og grave safirer. Det var hårdt arbejde med hakke og skovl der kunne mærkes i kroppen flere dage efter. Vi mødtes med en outback-Jack type, der ejede et stykke land midt ude i vildmarken. Han havde alt udstyret stillet op derude og hans springerspaniel der var sprængfyldt med energi spurtede rundt og snusede. Processen for at grave de fine sten op af jorden var som følger:

1. Først fjernes det øverste lag med græstørv og det muldlag der ligger under, så man kommer ned til et grusagtigt stenet jordlag.
2. Det stenede lag hakkes løs med en hakke (en spade kommer man ingen vegne med her) og kommes i en spand.
3. Man stopper med at grave når man når et lag af ler.
4. Spandens indhold hældes op i en roterende si, så man ender med en spand med småsten og lerklumper.
5. Stenblandingen vaskes i en todelt si, der separer store og små sten.
6. Indholdet af sien vendes ud på et bord og man skulle gerne kunne finde sine ædelstene nu. De rå sten ligner små farvede glasskår.

Da musklerne var blevet trætte og vablerne begyndt at briste, gjorde vi vores høst op: ni safirer i alt, hvoraf tre var store nok til at blive slebet. Kasper fandt den største af vores safirer, men den var desværre ikke klar nok til at kunne blive brugt til smykker. Havde den været klar havde den været omkring 500 $ værd. Selvom den ikke var så meget værd som håbet, valgte vi at den skulle sættes i en halskæde også – når nu man selv har fundet sådan en stor safir, så har den trods alt en del affektionsværdi.

Pernille blev færdig med sine eksamener i går, så nu er det blevet tid til en velfortjent pause.

Vi har lejet en campervan og kører i dag op langs kysten for at få set noget af landet. Vi skal snorkle på Great Barrier Reef, se på flora og fauna i nationalparker og måske lede efter ædelstene i Gemfields.

Hvis vi kommer forbi et sted med internet kan vi dele vores oplevelser, så tjek tilbage snart.

Da denne weekend er forlænget med en fridag fredag og mandag pga. påsken, skulle vi egentligt have været en tur ud i det blå sammen. Dette blev dog ikke til noget da Pernilles lektier pt. optager det meste af hendes tid. Selvom hun lyder som en lektieheks (hendes egen formulering) er hun stadig ret sød.

For at give Pernille arbejdsro og for at opleve vraget af en 133 meter lang destroyer, tog jeg på dykkertur lørdag. Vraget blev sænket med vilje for 8 år siden, for at skabe et kunstigt rev til glæde for fisk og dykkere. Jeg skulle tidligt op, da der var afgang mod Mooloolaba klokken kvart over fem om morgenen. Vi sejlede ud fra havnen i en 11 meter RIB (gummibåd med glasfiberbund) med 2×250 heste bagpå. Det var en lidt ujævn tur ud til vraget pga. rimeligt store bølger og der var et par af de andre der blev lidt grønne i hovedet på det kvarter sejlturen varede. På trods af dårlig sigt (efter Queensland standard – normal efter dansk) var dykningen var rigtigt god, med spændende detaljer på vraget, masser af fisk og andet dyreliv. Højdepunkterne var mange men jeg kan nævne nogle af dem: at svømme igennem de mange åbninger i vraget, to fine eagle rays, nogle ottearmede blæksprutter og en dragefisk.

Lørdag aften var vi ude at få lidt pizza, og på vej hjem fra restauranten gik vi igennem den botaniske have og kiggede efter nataktive dyr. Vi var bevæbnet med en lille men kraftig lommelygte, men den kom ikke engang i brug, før Pernille havde spottet den første possum. En possum er et pungdyr på størrelse med en lille kat (der er et par billeder her http://en.wikipedia.org/wiki/Possum). De har en spids snude, grå pels og en busket hale med sort halespids. De har nogle respektindgydende klør, så man skal ikke forsøge at klappe dem, selvom de ser søde ud. De er ret almindelige i parken, hvor de roder i affaldsspandene når det er blevet mørkt. Vi gik videre ind i mørket og pludselig puslede det i en af buskene. Pernille gav et hyl forskrækkelse da vi fangede endnu en possum i lyskeglen fra vores lygte. I stedet for at flygte kom den helt tæt på, kun en meter fra os, for at se om vi havde noget spiseligt. Næste gang tager vi lidt frugt med til den.

Søndag var vi i Lone Pine Koala Sanctuary og denne gang fik endelig hilst ordentligt på Violet, Pernilles plejekoala. Pernille fik lov til at holde hende i et godt stykke tid, og de to damer opførte sig begge eksemplarisk.

Violet er 5 år gammel og noget så sød. Efter 5 minutter begyndte hun at føles ret tung, men man kan jo ikke bare give slip på sådan en bamse. Vi fik aet hende på hendes korte uldne pels og forsikret hende om at vi snart ses igen.

Violet og Pernille