Pernille og Kaspers rejselegatsblog

Den sidste uge af turen brugte vi i Kyushu, som er en stor ø i den sydlige ende af Japan. I modsætning til de første to uger, som primært havde stået på storby-ferie, var denne del mere landlig.

Vi tog til byen Ibuzuki og forventede at finde en moderne badeby med gode strande… I stedet virkede det som en by der havde haft sin storhedstid i 60’erne og ikke rigtigt havde udviklet sig siden. Der var næsten ingen mennesker og hovedgaden bød på bygninger i dårlig stand og flere lukkede butikker end åbne. Kontrasten fra de larmende storbyer var slående, da det eneste vi kunne høre var lyden fra nogle højtalere på hovedgaden der spillede muzak, resten af byen var meget stille. Gråvejr og grå beton bidragede til følelsen af spøgelsesby da vi gik mod vores Minshuku (et lille familiedrevet guesthouse). Værelserne som Kasper havde booket med hjælp fra en fyr i en internetcafé i Kagoshima, var ok til prisen og værten rigtig venlig. Han kunne kun tale japansk, så vi fik øvet de få ord vi kunne. Vi fik serveret frisk melon da vi ankom og senere gav han os en hel flaske shochu (brændevin lavet på sødekartofler)!

Topattraktionen i Ibuzuki er den vulkanske aktivitet, der gør man kun skal grave omkring 20 centimeter ned i sandet på stranden, før at sandet er for varmt til at man kan grave dybere med de bare næver. Denne varme udnyttes til særlige sandbade hvor man lægger sig i en ”grav” på stranden og en ”graver” derefter begraver én så kun hovedet stikker ud. Efter man har ligget og kogt i et kvarters tid kan man gå op i et almindeligt onsen og bade færdigt.

En anden grund til at vi havde valgt at tage til Ibuzuki var den sydlige beliggenhed; det er noget af det sydligste man kan komme i Japan uden at sejle ned til Okinawa og de omkringliggende øer. Dette bragte os meget tæt på den totale solformørkelse, som fandt sted 22. juli. Det var meget skyet da solformørkelsen var på sit højeste, så det var ikke muligt at se solen da vi sad i tusmørket (midt på dagen). Men bedst som vi var ved at opgive, opstod der et hul i skydækket hvor vi kunne se solen som en tynd sejlform – det var hele ventetiden værd!

Japan har en ældgammel kultur for bade sig i geotermiske bade, de såkaldte onsen. Onsen findes alle steder, inden- og udendørs, og er baseret på varmt vand opvarmet ved vulkansk aktivitet, som pga. det høje mineralindhold tilskrives en forskønnende eller helende virkning. Man kan finde små onsen til at bade fødderne i på gader og stræder, små og store indendørs badekar på diverse hoteller eller i private hjem, og endelig er der større anlæg (også tit på hoteller) der tilbyder fulde spaoplevelser i naturskønne omgivelser. Oplevelsen i sig selv er ganske særlig – man starter med at vaske sig over det hele, mens man sidder skulder ved skulder på en lille taburet med en balje, en vaskeklud og en håndbruser. Foran en er der et langt spejl, så man kan holde øje med at de andre vasker sig ordentligt (og ikke finder på sære ting såsom at stå op og vaske sig). Når man så har vasket alting meget grundigt, kan man nedsænke sig i det skoldhede onsen (badekar). Nogle steder har de også et mindre, iskoldt bassin som man kan sætte sig ned i når man er blevet godt varm. Det skulle være godt for kredsløbet at skifte imellem varmt og koldt.

Da vi nåede til Kirishima-Yaku nationalparken, det sidste stop i vores Japan-eventyr, havde Pernille stadig ikke fået sin onsendåb. Dette skyldtes to ting – dels var vandet en smule varmt for hendes smag (skoldende, ville nogen mene), og dels havde det rigtige tidspunkt ikke indfundet sig (der blev fremsat nogle krav til naturskøn beliggenhed, gerne med udsigt). Kasper og Rasmus havde været i onsen ved hver lejlighed der bød sig og var efterhånden hærdede. Som konsekvens havde de forskønnende effekter heller ikke indfundet sig hos andre end Kasper og Rasmus. Dette blev der dog rådet bod på den sidste dag i Kirishima, hvor Kasper og Pernille drog ud for at finde et særlig onsen, der er kendt for dets specielle mineralske mudderbad. Her skete det så endelig – alle krav til vandtemperaturer og naturskønne omgivelser blev opfyldt, og Pernille fik sin debut i nogle smukke klippebade omgivet af kirsebærtræer (og en hel flok nøgne japanske damer). Efter dukkerten måtte det medfølgende mineralmudder også afprøves, og efter at have været indsmurt i gråt mudder en 20 minutters tid, indfandt den forskønnende virkning sig – i form af blød hud og en meget særlig vulkansk svovldunst, der hang ved os i flere dage (og blev siddende i noget af vores tøj i flere uger).

En ting som vi blev vældig glade for i løbet af vores tur er stempler. De fleste japanske attraktioner har et eller flere fine stempler, så man kan markere i guidebogen når man har besøgt stedet. Ens guidebog bliver meget mere interessant og farverig at kigge igennem, når den er blevet dekoreret med et lille minde fra hver attraktion.

Vi er også kommet til at holde af de allestedsnærværende ’vending machines’ – automater på nærmest hvert eneste gadehjørne hvor man kan trække sig noget koldt eller varmt at drikke. Der findes også vending machines der giver slik eller mad og vi har sågar hørt om én i det kulørte kvarter i Tokyo hvor man kan trække brugte trusser. Man kan også trække øl, sake og cigaretter og der står på maskinen at man skal være voksen for at trække disse varer. Et simpelt forbud der ser ud til at være nok til at de unge holder sig fra dem – det ville aldrig virke i Danmark. Der er et stort udvalg af drikkevarer i en maskine og man får ofte noget nyt og spændende da sortimentet altid er lidt anderledes end den forrige. Vi fik hurtigt nogle favoritter og nogle sjældne varianter blev nærmest legendariske. Fx var der en Zooce – en særlig ’zoo-juice’ der smager lige som isen kæmpe-læske. Vi fandt den kun et par gange i løbet af hele turen. En anden favorit var Qoo – en sodavand med æblesmag.

Japanske toiletter er udstyret med en elektronisk konsol med knapper til mange formål. Du kan vælge at toilettet skal sige skyllelyde så din sidemand aldrig gætter hvad du er i gang med, uden at du spilder vand ved at skylle unødigt. En spule- og tørrefunktion hvis du trænger til at blive vasket. Nogle modeller har varme i sædet og sågar massage.

De japanske spillearkader har nogle gode spil som vi desværre ikke har set andre steder: Vi spillede et kængurustylte-spil med en rigtig kængurustylte som controller. Vi slog på bongotromme i et slags ’bongo-hero’ spil. Noget der er populært blandt pigerne efter de har fået fri fra skole er at gå ned i arkaden og gå i de såkaldte purikura boder, der virker som interaktive pasfotomaskiner. Her får de taget billeder med veninderne hvorefter man kan tegne og dekorere billederne før de printes ud som klistermærker. Det er ikke ualmindeligt at se 3-4 piger i skoleuniform klemt inde i en bod kun lidt større end en telefonboks.

I Osaka besøgte vi Kaiyukan akvariet der havde et kæmpe oceanarium med bl.a. to hvalhajer i. Vi læste at de havde brugt så meget akryl til akvarieglasset at det svarede til halvanden års produktion på verdensplan. Ud over de fine hvalhajer havde de også en mantarokke, delfiner, søløver og to odder-arter.

Den 18. juli var det Siljas fødselsdag, og denne blev fejret på meget dansk vis – frisk morgenbrød, stearinlys og flag på morgenbordet. Dagen var også tid for et (andet) af højdepunkterne på turen. Vi tog en tur op til Mount Koya (Koyasan), som er en bjergby fyldt med templer. Selve turen derop tog lidt over to timer, men det var det hele værd. Turen i toget var også ret flot, og blev stadig mere kuperet, efterhånden som vi kørte længere og længere ud på landet og op i bjergene. Det sidste stykke af vejen blev tilbagelagt i en kabelsporvogn, der er bygget med en hældning på måske 45 grader, så den er tilpasset bjergsidens hældning.

I byen havde vi en overnatning på et traditionelt buddhistisk tempel. En væsentlig indtægtskilde for templerne på Koyasan er overnattende turister, som så til gengæld får en uforglemmelig oplevelse med hjem. Vi blev indlogeret i to tilstødende værelser med en træ- og papirskydedør imellem. Værelserne var helt traditionelt japanske, og meget fint udsmykkede. Der var tatamimåtter og futonopredning på gulvet, og da vi ankom, fik vi serveret grøn the og japansk kage på værelset, selvfølgelig siddende ved et lavt bord på gulvet.

Buddhisterne i templet spiser kun vegetarisk, da det er en synd at slå levende væsener ihjel. Under vores ophold i templet fik vi derfor serveret traditionel buddhistisk mad. Et måltid består typisk af bønner, tofu, tang, grøntsager og frugt, og serveres som en masse små retter i forskellige lakerede skåle og kurve. Det så flot ud, var enormt lækkert, og ganske givet også rigtig sundt, men vi har helt sikkert aldrig før spist så meget tofu og så mange bønner inden for 24 timer.

Om morgenen blev vi vækket 5.50 af en kæmpe gong-gong, som kaldte til bøn. Klokken 6.00 startede messen i templet, hvor munkene messede i godt en halv times tid. Vi skulle også selv op at bukke, bede og strø røgelse ved alteret, hvilket vi ikke lige havde forventet, men det var meget spændende at opleve. Efter bønnen var det tid til morgenmad (igen var der ris, bønner, tofu og tang på menuen), og omkring 7.30 var man så færdig og klar til at få noget ud af dagen!

Her i landet er der bønnepasta i alt! Vi har efterhånden indset at vi ikke kan undgå at indtage bønnepasta. Det er udmærket i små mængder men japanerne gemmer det i alt hvad de kan komme i nærheden af, da det jo er så sødt og godt. Hvis man køber et stykke morgenbrød hos bageren kan man være heldig at det kun er en tynd skal af brød – resten af bollen er pumpet fuld af bønnepasta. Vi har lært at tjekke vægten på bollerne, hvis de er unaturligt tunge er der noget indeni!

Japanerne er også vældigt glade for mayonnaise. Der skal helst en ordentlig klat på. Vi købte en okonomiyaki (pandekage lavet på kål og æg) og den fik en ordentlig salve med mayo-tuben. Tuben havde et lille brusehoved for enden så det rigtigt kunne blive spredt ud. Mayo er også populært i sushi, hvor man fx kan følge kokken tilberede en rigtigt lækker og kunstfærdigt anrettet tallerkenfuld nigiri sushi, hvorefter der bliver spredt mayo over med generøs hånd. Det kommer også til udtryk i reklamer hvor burgere ol. fastfood bliver præsenteret som de nu plejer, indtil en usynlig hånd klemmer lidt sammen på burgeren og en ordentlig klat mayo løber ud. Yummy!

På vejen fra Mount Koya til Kyushu-regionen brugte vi en halv dags tid i Hiroshima. Hiroshima var en hektisk storby med brede boulevarder, sporvogne og shoppingcentre. Vi tog ud til A-bomb Dome: den eneste bevarede ruin af en bygning i centrum fra da amerikanerne kastede atombomben over Hiroshima. Den ligger ikke langt fra hypo-centeret hvorover bomben detonerede. Bygningen med dens tomme huller i stedet for vinduer og den karakteristiske metalkuppel uden glas virkede fredfyldt med en del grønt omkring. Museet lige på den anden side af floden var derimod en intens oplevelse; både pga. de hundredvis af andre besøgende og pga. de forfærdelige billeder og beretninger.

Efter Tokyo var det tid til at se Kyoto. Vi havde igen booket os ind på et ret billigt sted, men stedet viste sig at være så fint til prisen, at vi besluttede os for at tage nogle flere dage i byen, og i stedet tage på nogle dagsture til de nærliggende seværdigheder, som vi havde planlagt at se. Med railpasset i hånden koster det jo ikke noget at køre i tog, og de fleste steder i planen kunne nås inden for en time. Det betød også, at vi ikke behøvede flytte vores ting rundt hele tiden, hvilket sparede både tid og rygsmerter.

Kyoto er en af de byer der ikke blev bombet lige så grundigt som fx Tokyo, så der er mange gamle bygninger fra før krigen der er bevarede. Dette medfører at der føles mere autentisk og at der er MANGE templer. Da vi var ude og se et af dem, rendte vi ind i et optog. En menneskemængde iklædt hvide jakker og lændeklæde bar et lille tempel (på størrelse med en telefonboks) imens de fremsagde nogle vers. Det lød som om de skreg ’hyper hyper’ eller ’heito heito’, men det var ikke rigtigt til at høre.

Nede i et område der er kendt for dets natteliv, gik vi på geishaspotting og det lykkedes os faktisk at møde en ægte geisha der var på vej på arbejde. Vi anså os selv for at være ret heldige, da der kun er omkring 200 tilbage af slagsen hvis man skal tro guidebøgerne. Aftensmaden stod på sushi på transportbånd, så alle kunne få det de ville.

En af dagene tog vi til den nærliggende by Nara, for at se en samling meget flotte templer: det af dem der hedder Tōdai-ji er verdens største træbygning og huser verdens største statue af Vairocana (Daibutsu) Buddha. Den nuværende bygning er fra 1709, genopbygget efter en brand. Den er 50×57 meter men den originale bygning var faktisk 30 procent større! Det viste sig dog hurtigt at Nara havde en anden stor attraktion – altædende hjorte. Man kunne købe kiks til at fodre hjortene med, men de var faktisk interesserede i at spise alt hvad de kunne få ind i munden. En af hjortene ville ikke nøjes med en kiks og snuppede Siljas kort ud af hånden på hende. Før hun fik vristet det fra hjorten havde den spist en stor bid af det – selvfølgelig den del hvor de fleste templer lå!

Kyoto er også hjemsted for verdens mest berømte Zen stenhave, så det måtte vi op og kigge på en af de andre dage. Japanske haver er generelt rigtig smukke, og dem havde vi set et par stykker af, så forventningerne var høje. Måske lidt for høje. Zen ’haven’ består nemlig af 15 sten der er mesterligt placeret på en slette af perlegrus der er revet i et bølget mønster. Med andre ord en ubrugelig indkørsel – eller et hav, afhængig af hvordan man tolker ’gartnerens’ værk.

I byen Himeji besøgte vi et af de japanske slotte, der ikke blev ødelagt i 2. Verdenskrig og genopbygget i armeret beton. Slottet i dets nuværende form er fra 1600 (restaureret i 1956) og er hvidt og beliggende på en bakketop for enden af en akse, der går igennem det meste af byen. Udefra ligner det fem etager men indeni er der faktisk seks af slagsen. Vi var rundt på området, oppe i toppen af slottets tårn og inde i den nærliggende Ko-Koen have, der havde 9 slags temahaver, den ene smukkere end den anden. I en af haverne lå et traditionelt thehus hvor vi fik os en kop grøn the og en lille kage lavet af ris og bønnepasta. Teen blev serveret af en kimonoklædt ældre dame, der velvilligt svarede på vores spørgsmål om huset og de japanske theceremoni-traditioner.